Her sætter vi fokus på, hvordan man i naturbyttehandler sikrer både biodiversitetsværdi, forvaltning og beskyttelse. Med afsæt i nye, konkrete eksempler præsenterer vi en mere dynamisk tilgang til erstatningsnatur, hvor værdien af naturgenopretningen vægtes højere end for eksempel genoprettelse af specifikke naturtyper eller geografisk nærhed til den natur, der nedlægges. Selvom erstatning udgør den sidste udvej i afværgehierarkiet, er det i praksis en løsning, der ofte anvendes. Det skyldes blandt andet, at det i mange tilfælde ikke er muligt at undgå naturpåvirkning – eksempelvis i forbindelse med store infrastrukturprojekter – og at erstatning derfor fremstår som uundgåelig. Der pågår i øjeblikket en omfattende debat om brugen af erstatningsnatur som afværgeforanstaltning. Den videnskabelige litteratur peger på en række væsentlige faldgruber, herunder hvordan naturkvalitet måles og sammenlignes på tværs af forskellige naturtyper, hvor langvarige de positive effekter er, samt graden af gennemsigtighed i de anvendte metoder. I oplægget stiller vi kritiske spørgsmål til den nuværende praksis for erstatningsnatur: Er det den mest omkostningseffektive måde at beskytte og genoprette natur på, eller kan erstatningsnatur i højere grad anvendes som et redskab til at flytte investeringer fra områder med lav naturkvalitet til områder med et større potentiale for biodiversitet? I oplægget stiller vi kritiske spørgsmål til den nuværende praksis for erstatningsnatur: Er det den mest omkostningseffektive måde at beskytte og genoprette natur på, eller kan erstatningsnatur i højere grad anvendes som et redskab til at flytte investeringer fra områder med lav naturkvalitet til områder med et større potentiale for biodiversitet?