For at beskytte og genoprette vores biodiversitet bedst muligt, har vi brug for at vide, hvor de mest værdifulde naturområder findes. Historisk har naturbeskyttelse ofte brugt stærkt menneskepåvirket, homogen vegetationsstruktur og uvaliderede, ekspertvurderede indikatorer til at måle og kortlægge intakthed. Nyere palæoøkologisk evidens afslører, at det før menneskelige tempererede Europa var en dynamisk, halvåben mosaik opretholdt af megafauna, hvilket kræver et nyt syn på, hvilke arter og strukturer der egentlig indikerer høj integritet. I dette indlæg præsenteres en datadrevet metode til at måle artssamfunds naturlighed (biotisk integritet) ved at bruge karplanter som indikatorer. Ved at samkøre danske ekspertvurderinger med 60 års europæiske data for planters udbredelse, har vi identificeret en særlig gruppe af "sensitive tabere" – plantearter, der er i empirisk tilbagegang og forudset som værende sensitive overfor moderne arealanvendelse. Ved hjælp af BIOWIDE-datasættet på tværs af 130 terrestriske lokaliteter demonstrerer vi, at andelen af sensitive tabere i et lokalt plantesamfund er den stærkeste proxy for den overordnede biotiske integritet. Den udkonkurrerer markant simpel artsrigdom af planter, abiotiske, strukturelle og klimatiske variable når det gælder forudsigelsen af den trusselsvægtede rødlistescore for mere kryptiske artsgrupper, herunder hvirvelløse dyr og svampe. Men hvad kendetegner rent fysisk en "sensitiv taber"? Vores analyser af planternes funktionelle træk viser en tydelig stereotyp: De er typisk lave, flerårige urter med små blade, som ikke danner store kloner. Vi viser at denne funktionelle stereotyp kan bruges som en skalerbar, habitatuafhængig rumlig metrik, der forudsiger biotisk integritet for flere taxa. Dette giver både forskere og forvaltere et stærkt, universelt værktøj til at identificere værdifuld natur på tværs af naturtyper, og understreger behovet for at genoprette de naturlige processer der oprindeligt skabte plads til taberne.